Artikel fra Skoletjenestens info

Tycho Brahes verden

Tycho Brahe (1546-1601) var født i en af de fornemste familier i Danmark, der havde tætte forbindelser til kongen og stor politisk indflydelse. Som alle andre unge adelsmænd på den tid tog Tycho Brahe til  det tysktalende Europa for at studere. Han læste bl.a. ved universiteterne i  Leipzig, Wittenberg og Rostock. Her mødte han nye idemæssige strømninger som humanisme, der stod i opposition til middelalderens teologi og naturopfattelse. Tycho Brahe skulle egentligt læse retsvidenskab men besluttede at koncentrere sig om astronomi og matematik i stedet for at uddanne sig til et embede i kongens tjeneste. Han kunne dog tjene kongen på anden vis. Frederik 2. og dronning Sofie interesserede sig også for de nye humanistiske strømninger og ville gøre København til sæde for lærdom. Kongen kendte til Tycho Brahes interesser og tilbød ham øen Hven som len. Her opbyggede han et forskningscenter, der havde vidstrakte kontakter til det lærde Europa.  På Uraniborg og  senere Stjerneborg  foretog han sine systematiske observationer, og  hans banebrydende indsamling af  empiristiske data skabte grundlaget for astronomien som moderne videnskab. 

 Men at betragte Tycho Brahe som moderne videnskabsmand ville være en misforståelse, hans ambition var at forene empiriske data med teologiske dogmer. Forskellen på moderne videnskab og Renæssancens naturfilosofi er, at der var knyttet en religiøs betydning til naturfænomener - de skulle ikke blot beskrives, men fortolkes og forstås i den rette sammenhæng. Tycho Brahes forskning og interesser omfattede også  okkulte videnskaber som alkymi og astrologi; interesser som han delte med Frederik 2. Tycho Brahe fungerede også som hoffets astrolog, forudsagde vejrlig og lagde personlige og politiske horoskoper.

 Tycho Brahe var adelsmand, en sand repræsentant for sin stand. Han skrev og talte latin, han fægtede – det kostede ham næsen en kold vinternat i Rostock – han interesserede sig for arkitektur, musik og litteratur. Han var velbevandret i den klassiske latinske digtning og skrev med Ovid som inspiration flere digte om sig selv og sine nærmeste. Gennem Tycho Brahe får man indblik i Renæssancens fascination af antikkens kunst, kultur og arkitektur, på Renæssancens lærdomskultur, på adelens politiske og økonomiske privilegier og selvrepræsentation.