Landkort af Danmark. Stort billede > |
Danmark omkring Tycho Brahes fødsel
Da Tycho Brahe (1546-1601) blev født, var Danmark en stormagt i Østersøområdet. Det, vi i dag kender som Sydsverige, var dengang dansk kerneland. Tycho Brahes fødested Skåne, samt områderne Halland og Blekinge, var derfor dansk. Norge hørte også under den danske krone, og den danske konge var også hertug af Slesvig-Holstein. I 1546 hed kongen Christian 3. Han gennemførte reformationen i 1536, der førte til Danmarks overgang fra katolicismen til Luthers protestantisme. Under reformationen beslaglagde kongen den katolske kirkes jord og blev derfor landets suverænt største jordejer. Kongen regerede ikke alene, men i samarbejde med rigsrådet. Rigsrådet bestod af de mest magtfulde danske adelsmænd. Sammen med rigsrådet underskrev kongen en håndfæstning. Håndfæstningen var en kontrakt, hvor adelen og kongen blev enige om et sæt spilleregler, som de skulle arbejde ud fra. Hele landet var opdelt i len, og det var kun adelsmænd, der kunne blive indsat som lensmænd. At være lensmand var en magtfuld stilling. Man var kongens repræsentant og skulle sørge for, at love og anordninger blev bekendtgjort. Lensmanden stod for at inddrive skat og ansætte de lokale dommere. Som lensmand havde man ligesom andre herremænd på det tidspunkt hals- og håndsretten over bønderne i sit len. Det svarer til at have politimyndighed i dag. |
||