Arbejdende bønder, der sår og pløjer. Fra Jacob Ulfeldts jordebog. Foto: Nationalmuseet.

Hven efter Braun & Hogenberg. Stort billede >

Bønderne på Hven

Før Tycho Brahe fik Hven som len, var der allerede et lille samfund med omkring 200 indbyggere. De boede i landsbyen Tuna nær nordkysten og ernærede sig ved landbrug og fiskeri. Navnet Tuna betyder egentlig by og forekommer stadig i svenske bynavne som Sigtuna og Eskildtuna.

Indbyggerne på Hven havde aldrig prøvet at leve under en herremand. Det skulle de til at vænne sig til, da kongen gav Hven til Tycho Brahe som len. Nu skulle de arbejde som fæstebønder og arbejde for Tycho Brahe. Det var hoveriarbejde, hvor bønderne skulle arbejde nogle dage om ugen for herremanden. Det var ved hjælp af bøndernes arbejdskraft, at Tycho Brahe fik bygget sit slot, observatorium og alle sine andre bygninger. Bønderne på Hven blev så trætte af arbejdet, at nogle begyndte at flytte. Da Brahe fik nys om det, klagede han til Frederik 2., som derefter forbød bønderne at forlade Hven.

Kort efter klagede de igen til kongen over Tycho Brahes mange projekter. Hver gang han skulle bygge, var det bønderne på Hven, der måtte tage slæbet. Kongen undersøgte sagen og konstaterede, at Tycho Brahe bare fulgte reglerne. Det var helt normalt, at det var bønderne, der arbejdede på herremændenes store projekter.